Retningslinjer

Folkeuniversitetet udbreder kendskabet til forskningens metoder og resultater og formidler viden på højeste faglige niveau.  Undervisningen skal have oplysende sigte. Formålet med folkeuniversitetsundervisning er formidling af viden, indsigt og kritisk refleksion.

Folkeuniversitetets undervisning er åben for alle. Der kan ikke stilles krav til deltagernes forkundskaber eller anføres, at kurset især henvender sig til deltagere med særlige faglige eller erhvervsmæssige forudsætninger.

Hvad kræver det af forelæserne?

Som forelæsere ved Folkeuniversitetet kan godkendes personer, som har et dokumenteret førstehåndskendskab til den forskning, som ligger til grund for det emne, der forelæses over; der vil her typisk være tale om videnskabelige medarbejdere ved universiteter og andre højere læreanstalter; som har en relevant uddannelse på universitetsniveau og en hermed forbundet forskningsindsigt; som ad anden vej har dokumenteret eller på anden måde godtgjort sagkundskab inden for det emne, der forelæses over, f.eks. embedsmænd, journalister, kunstnere og politikere.

Hvad koster det at deltage i et foredrag arrangeret af folkeuniversitetet?

Når en komité arrangerer et foredrag, er det helt op til komiteen at afgøre, om der skal tages entré for deltagelse. Men det er altid en god idé at tage et beløb i entré, fordi komiteen derved kan få overskud og oparbejde en egenkapital.

Samarbejde mellem en forening og en komité

De foreninger, der typisk samarbejder med FU, er folkeoplysende og kulturelle foreninger/institutioner, f.eks. Slægtshistorisk Forening eller et bibliotek.

Hvis f.eks. Slægtshistorisk Forening laver et foredrag via Folkeuniversitetet er det i praksis foreningen, der skal betale honoraret. Uanset hvem der skal betale (foreningen eller komiteen) er det komiteen, der får en faktura på komitegebyret tilsendt, og som i sidste ende har ansvaret for at beløbet betales. Det er op til komiteen og foreningen, hvordan I ordner det økonomiske indbyrdes. Nogle steder tager komiteen et gebyr for at afholde foredraget.