Kontrakt, honorarer og udgifter
Arbejdsgangen for udbetaling
Når du har lavet en aftale med os om at medvirke, sender vi dig en email med et link til din brugerprofil på fuodense.dk.
Her skal du formelt godkende aftalen. Vælg Nye kontrakter, i menuen i venstre side og find den relevante aftale.
I forbindelse med godkendelsen, skal du angive, om du forventer at have udgifter, vi skal dække og du skal notere dine ønsker til AV-udstyr.
Så snart du har gjort det, er vi klar til at udbetale dit honorar. Så når din medvirken er slut, kommer honoraret automatisk og du behøver ikke foretage dig mere.
Der kan dog i meget travle perioder gå op til 3 uger fra din medvirken, før honoraret bliver udbetalt.
Har du udgifter, vi skal dække, skal du igen logge ind på din brugerprofil på www.fuodense.dk, når din medvirken er slut.
Her skal du, i menuen i venstre side, vælge Indberetning af udgifter og finde den relevante aftale.
Når du har valgt en aftale, skal du klikke på knappen INDBERET NY UDGIFT og følge vejledningen.
Dine udgiftsbilag skal uploades i forbindelse med indberetningen, så husk at have dem klar i digital form.
Udgifter skal indberettes senest 14 dage efter endt medvirken. Vi refunderer udgifterne hurtigst muligt efter indberetningen.
Aflysning
Hvis en undervisningsgang eller -række aflyses mindre end 10 dage før start, kan Folkeuniversitetet yde et 1/2 honorar for første forelæsningsgang. Ønskes dette, skal man kontakte Folkeuniversitetet.
Honorarsatser
Vores honorar er fastsat af staten.
Hvert honorar er for et modul á 2x45 minutter (+ 15 minutters pause).
Vi opererer med 2 honorarsatser:
1 FO-honorar (forelæsningshonorar) er på 2.423,37 kr. (inkl. feriepenge, som udbetales gennem Feriekonto).
1 KU-honorar (kursushonorar) er på 1.514,15 kr. (inkl. feriepenge, som udbetales gennem Feriekonto).
A-indkomst, B-indkomst eller Faktura?
Som udgangspunkt er aflønningsmetoden A-indkomst. Vi trækker således både AM-bidrag og A-skat af beløbet.
Hvis du ønsker det, udbetaler vi gerne som B-indkomst. Du godkender bare kontrakten som normalt, men kontakter os inden undervisningen. Så ændrer vi aflønningsmetoden til B-indkomst.
Har du eget firma med et cvr.-nummer, kan du få dit honorar og dine udgifter udbetalt på faktura. Du skal godkende din kontrakt som normalt, men kontakte os inden undervisningen. Så ændrer vi aflønningsmetoden til Faktura. Efter undervisningen sender du os en faktura. Vi er ikke momsregistreret og derfor må der ikke lægges moms på fakturaen. Udlæg for transport og forplejning skrives på samme faktura og bilag vedlægges.
Hvilke udgifter dækker vi?
Vi dækker udgifter til transport, forplejning og overnatning i forbindelse med din medvirken.
Transport
Som udgangspunkt skal man anvende billigste, offentlige transportmiddel.
Dog kan der bevilges kørsel i egen bil, hvis det er mest hensigtsmæssigt. I så fald sker det til statens lave kilometertakst.
Kører man i egen bil, dækker vi også udgift til bro/færge.
Vi skal have bilag på udgifterne, før vi kan refundere (på nær antal km kørt i egen bil).
Har du en brobizz, kan du skaffe dokumentation for din brug af broen på www.brobizz.com eller fra dit kontoudtog.
Forplejning
Er man afsted mere end 24 timer, udbetaler vi diæt. Diæt skal også indberettes som en udgift via din brugerprofil på www.fuodense.dk (tidspunkt for afrejse og hjemkomst).
Ellers dækker vi udgifter til forplejning (maks. 166,50 kr./måltid). Vi skal have bilag på disse udgifter, før vi kan refundere. Undtagelsen er den forplejning du modtager på selve undervisningsstedet, og som du ikke selv betaler for på stedet. Den bliver indberettet til os på anden vis.
Man kan ikke samtidig få udbetalt diæt og refunderet sine udgifter til forplejning.
Overnatning
Der kan bevilges hotelovernatning. Kontakt: fu@fuo.sdu.dk, og vi gør det for dig.
Du må gerne bruge andre hoteller, end dem vi bruger, men så må du sandsynligvis selv lægge ud. Vi refunderer udgifter op til ca. 1000 kr. per overnatning (ekskl. morgenmad, som dækkes udover).
Underviser du hos en af vores tilknyttede komitéer?
Vi varetager administrative opgaver for en række folkeuniversitets-komitéer i Syddanmark, herunder honorarudbetaling.
Hvis du underviser for en komité, gælder der de samme regler som for vores øvrige undervisere.
Dog skal du være opmærksom på, at aftaler omkring av-udstyr og andre lokale forhold skal indgås direkte mellem dig og arrangøren/komitéen, som har inviteret dig.
Så det skal du selv følge op på.
Kontaktoplysninger til vores tilknyttede komitéer kan du finde her:
Folkeuniversiteter i Syddanmark