Byvandring

Sammen med arkæolog og forfatter Hanne Fabricius, som mange måske kender fra DR’s Historiequizzen, skal vi på en spændende tur gennem middelalderens og renæssancens København.

Vi mødes på det lille torv ved den gamle kiosk foran Fiolstræde på Nørrevold, hvor vi stadig kan se middelalderens befæstning i matriklerne. 

Vi stopper på Kultorvet, der først opstod som torv efter den store brand i 1728, og forestiller os, hvor Sankt Gertruds Kapel og hospital lå. 

Vi fortsætter gennem Købmagergade og stopper ved Rundetårn, hvor det fortælles, at der stadig er skjult en gammel Cyprianus (heksebog).

Vi drejer op ad Klareboderne, som oprindelig var strædet, der førte op til Sankt Clare kvindeklostret fra 1505. Efter Reformationen blev klostret genbrugt som hhv. Kongelig Mønt, tysk kirke og kanonstøberi (gjethus).

Vi spiser en god dansk frokost på Restaurant Pilekælderen, inden vi fortsætter gennem Pilestræde og ind i en stor baggård, hvor der i nogle af husene stadig er rester af Christian den 4. gjethus (kanonstøberi) fra 1610. 

Vi går gennem Sværtegade, hvor der ligger nogle sjove, gamle huse, og krydser Gammel Mønt, som har navn efter Mønten i Sankt Klare Kloster, og går gennem Store Regnegade, hvor vi skal have kaffe/te og kage hos Beau Marché i kvarteret, som ligger lige bag ved middelalderens Østervold. Herfra går vi igennem Pistolstræde og ser en gammel svalegang. 

Vi fortsætter over Østergade (Strøget), der indtil ca. 1500 hed Tyskemannegade pga. byens tyske indvandrere.

Vi passerer Lille Kongensgade, hvor Kongens Boder blev opført i starten af 1500-årene til dem, der var i kongens tjeneste. I 1930'erne rev Magasin de sidste fire af Kongens Boder ned og opførte en tilbygning.

Vi runder kirketårnet på Nikolaj Plads, som er den eneste rest af Nikolaj Kirke, der brændte ned under Københavns anden store brand i 1795, og slutter ved foden af Absalonstatuen på Højbro Plads.

Program:

  • Fredag 21/5/27 kl. 10.15 - kl. 16.15
    Hanne Fabricius, cand.phil. i arkæologi og forfatter
Føj holdet til favoritter